Møl

Sådan skal du gøre, hvis du har fået møl

Opdager du små huller i dit tøj eller tråde, der er løbet i tæpper eller møbelstof, er der klistret spind i dine gryn, nødder eller müesli, og har du små gråbrune insekter flyvende insekter i din lejlighed, er der stor sandsynlighed for, at du har fået møl.
Der findes mange forskellige typer møl. De to arter, der oftest angriber tøj og møbler, går under navnene klædemøl og pelsmøl, mens møl i køkkenet ofte er tofarvede frømøl, der er et meget almindeligt skadedyr.
Møl kan spredes via tøj, gennem vinduer, rør og opgange, og de er svære at slippe af med.
Der er mange ting, du kan gøre selv for at slippe af med møl. I nogle tilfælde skal der dog en skadedyrsbekæmper til.
Møl, der flyver rundt, kan dræbes med en fluesmækker. Er der mange, kan du bruge en insektspray.

Hvis du har møl i dit tøj

Tøm skabe og skuffer for tøj. Vask alt tøj ved minimum 50 grader, eller frys i tre til fire døgn ved minus 18 grader celsius. Kemisk rensning er effektivt til tøj og pels, der ikke tåler vask. Når tøjet er behandlet mod møl, er det en god idé at pakke det tøj, du ikke bruger jævnligt, ind i tætsluttende poser.
Støvsug skabet grundigt. Larverne kan gemme sig i sprækker, ved lister og i skruehuller.
Sprøjt med insektmiddel. Midlet skal være godkendt til møl, og der skal medfølge en vejledning til, hvordan du specifikt bruger midlet mod møl.

Hvis du har møl i møbler og større gulvtæpper:

Rengør grundigt med støvsuger. Bank evt. tæpper med en tæppebanker, og støvsug efterfølgende. Mølæg er meget skrøbelige og mange vil blive ødelagt ved almindelig rengøring.
Behandl med flydende mølmiddel.
Sæt møbler ud i frostvejr, hvis det er muligt. Fryser det mindst 10 grader udenfor, kan du stille møbler og hænge tæpper udenfor om natten og tage dem ind om dagen et par dage i træk. Vekslen mellem kulde og varme dræber møllene.

Forebyggelse:
Hold alt dit tøj rent. Møl foretrækker snavset tøj.
Pak tøj, du ikke bruger, ind.
Brug limfælder.

Hvis du har møl i madvarer

Find kilden. Madmøl er næsten altid bragt hjem i en pose gryn, nødder eller tørret frugt.
Smid madvaren/kilden væk.

Støvsug grundigt i alle små hjørner! Forsegl støvsugerposen, og smid den ud. Kør en hård tandbørste ned i revner og sprækker – her kan godt gemme sig æg og larver.
Tør af med klud opvredet i sulfo – tør efter med en tør, ren klud.

Forebyggelse:
Hold øje med nye møl! Det kan være meget svært at komme møl til livs i første ombæring.
Støvsug grundigt med jævne mellemrum. Sørg for, at der ikke ligger rester af mel og gryn i revner og sprækker i skabet.
Hæld ris, gryn, mel etc. i tætsluttende beholdere af glas eller plast. Du kan sagtens genbruge glas fra husholdningen til opbevaring. 
Tjek dine madvarer jævnligt. Smid åbne poser ud, når holdbarhedsdatoen er overskredet.